Weekendtur til SF

De sidste uger har været meget travle, så jeg er kommet godt bagud her på bloggen. Lige inden det sidste ræs for alvor satte ind, blev der lige tid til en lille weekendtur til San Francisco (1.-4. juni). Min mor skulle på et kursus deroppe i ugen efter, så det var den perfekte undskyldning for at efterlade al travlheden i Santa Barbara og tage en rigtig tøse-storby-weekend.

Weekenden startede lidt stresset. Ramya (min roommate) kørte mig til lufthavnen, og vi forlod vores hus i rimelig god tid. Hun kendte er hurtig vej derhen fortalte hun. Da vi sad på motorvejen kunne hun dog pludselig alligevel ikke længere huske vejen. Efter et par forkerte fra og tilkørsler til forskellige motorveje var der stor stress i bilen. hvad der skulle have været en 10 minutters køretur var pludselig blevet til 40 minutter. Jeg nåede dog heldigvis flyet, men da jeg ankom til den meget lille Santa Barbara lufthavn blev jeg spurgt i døren om jeg var Ms. Taagholt --Meget pinligt!! Min mor var endnu mere uheldig. Hendes fly var 4-5 timer forsinket. Da vi havde købt vores billetter så vi kunne mødes i SF lufthavn klokken 22.30 betød dette at jeg pludselig havde fra 22.30-3 der alene. Subway var det absolut eneste der var åbent om natten, så jeg fik rigtig udnyttet deres gratis cola refill :) Jeg fik også læst en del functional analysis, så måske var det meget godt jeg lige fik den ventetid. Så behøvede jeg ikke have helt så dårlig samvittighed over at have taget en fri-weekend. Gratis refill er foresten så almindeligt at der står på mange cola plastic flasker 'NO REFILL'.

Da vi alligevel kommer tilbage til SF i juli, havde vi sat denne weekend af til at være ren afslapning. Til vores hotelreservation hørte der endagspas til cable cars'ne, så vi fik kørt lidt rundt i dem. Vi kørte blandt andet ned til verdens mest krogede gade og til Union Street hvor der var et festligt marked i gang. Her kunne man få alverdens sjove ting. Der var spæret af for biler og et band holdt koncert på vejen. Der var også sat en masse grill op, og man kunne købe grillede spyd med BBQ-marineret kød. Det er det bedste fast-food jeg har fået i Californien siden jeg kom.

SF har massere af super søde ting til babyer og jeg forelskede mig helt i en fødselsdagsgave til Freja. Hvis Jolly skulle forkæles var der også den perfekte butik til ham: Et ægte hunde bageri.

Efter Union Street kørte vi videre ned til den charmerende Pier 39 og så søløver. Derefter kørte vi tilbage til midtbyen hvor vi spiste middag på en hyggelig jazz cafe. På vej tilbage i cable car'en sad vi ved siden af en amerikansk mand og hans to små sønner. Mandens kone var norsk så drengene talte norsk og havde fået gode skandinaviske navne Søren og Mathias. Vi synes det var ret morsomt at de havde kaldt den ene dreng Søren og at faren stadig overhovedet ikke havde lært at udtale det...

Den anden dag fik vi brugt en masse tid på at shoppe og drikke cafe latte. shoppe gider drengene nok ikke så meget når de kommer med os i juli. Lige over for vores hotel lå verdens (måske) største shopping center. Det var otte etager højt og hver etage var ca lige så stor som to Magesin etager. Det rene shoppe paradis. Jeg fik købt sandaler og lidt sommer tøj og min mor fik kigget på business tøj. I USA får de nogle gange de underligste mode indfald. Fortiden er det fx moderne med crocks. Dette er farvestrålende plastic træsko, og i centeret var der en hel bod der kun solgte disse crocks sko. Efter at have erfaret hvor populære skoene er blev jeg nød til at prøve et par. Jeg må indrømme at de var eget rare a have på, men min forfængelighed har alligevel lidt for stor magt til at jeg købte dem.

Om søndagen flyttede vi over på det luksus hotel som Oracle havde 'overtalt' min mor til at bo på. Her havde vi udsigt over (næsten) hele byen og fem forskellige puder hver i sengene. Super herligt! Værelset var også indrettet med et kæmpe fladskærms fjernsyn der var udstyret med et helt keyboard som fjernbetjening. Det så ret sjovt ud, men det var vist meningen at man kunne bruge det til at gå på nettet også. Efter vi havde spist middag tog vi hjem til værelset og vi ville have siddet og arbejdet lidt på det faktisk hyggelige værelse. Imidlertid gik der vist ikke særlig lang tid før vi begge sov.

Mandag morgen var det tidligt op og ud til lufthavnen. Flyet hjem til SB tager kun ca 2 timer, og det tager ingen tid at komme ud af flyet, så jeg nåede lige mine kl 11 timer. På billedet til højre er udsigten af den 100 meters strækning der er fra man træder ud af flyet ned på landingsbanen og hen til parkeringspladsen. Det sidste billede er bagage claim skuret hvor der bare er et bord hvor ens bagage bliver stillet når de har hentet den i flyet.

Surfing Santa Barbara

I formiddags var jeg ude at surfe med excursionklubben. Dette bliver sandsyligvis min sidste surfing-oplevelse, så dermed også sidste chance for at lave en lille dokumentar af den populære sport. I virkeligheden er der måske ikke så meget at fortælle, så det bliver nok mest en billedblog.

Vi mødtes klokken 10 ved excursion-klubbens hus hvor vi lånte våddragter og surfbræt. Herfra gik vi så ned til stranden. Før vi skulle prøve kræfter med de rigtige bølger gav Kelsey nogle hurtige instruktioner på stranden. Kelsey er en af surfingstruktørerne fra excursionsklubbens stab af frivillig arbejdskraft.
Der blev tegnet surfbræt i sandet og vi blev alle beordret til at træne det berømte spring op på brættet som man skal udføre når man fanger en bølge. Dette er et spring som jeg desværre kun har fået trænet inde på stranden.
På det store billede i venstre side herover er Kelsey igang med at demonstrere. På de små billeder nedenunder er det Kristin og mig der gør henholdsvis padle- og spring-kunsten efter. Kristin er en californier der tilhører den meget lille del af Santa Barbaras californiere som ikke har prøvet at surfe før. På holdet i dag var vi allesammen ret uerfarne i surfing. Det var meget rart.



Da vi var blevet lidt varme af at træne spring gik turen ud i de rigtige bølger. Jeg fik fanget en bølge et par gange, men heller ikke i dag fik jeg prøvet at stå op på brættet. Hver gang jeg endelig fangede en bølge blev jeg så begejstret over det og satte mig bare op på brættet for at nyde farten ind over kysten. Det var rigtig meget padlearbejde for kort tids surf. Det fantastiske ved surfsporten er dog at når man trænger til en pause så kan man bare ligge på brættet og nyde udsigten over havet eller stranden, mens man bliver vugget af bølgerne og hyggesnakker lidt med naboen. Når man gør brug af dette trick kan surfing bestemt være en meget afstressende sport.

Våddragterne vi havde lånt af klubben var ret effektive, men da vi havde padlet rundt i to timer var jeg alligevel blevet rigtig godt kold. Jeg blev nødt til at gå tilbage ind til stranden et kvarter før de andre, og på vejen måtte jeg en enkelt gang lige løfte min ene fod op af vandet for at tjekke om tæerne virkelig stadig var der. Maj og juni formiddagen i Santa Barbara er tågede, så solen var endnu ikke kommet ordenligt frem, og det var lidt svært at få varmen igen. Her huskede jeg dog på Mathias' og min morfars strandløbeprogram fra de år Mathias og jeg var i sommerhus med min mormor og morfar. Jeg tror det program lige fik redet mig fra en forkølelse.

På billedet til venstre er det de andre på vej tilbage langs stranden og på det sidste billede er det Esben (en af de andre danskere) og mig tilbage på stranden. Vi var alle sammen godt trætte og våde efter at være blevet kastet rundt af bølgerne.

UCSB's dyreliv

Denneher blog er mest bare ment som en lille billedbog over de dyr vi har på campus. Fuglen ved jeg ikke hvad er for en, så hvis der er nogen der ved det må de endelig fortælle mig det. Den var ca 30 cm høj. Det andet billede er ikke så tydeligt, men det er en kanin/ hare unge.








Der er et dyr jeg ved jeg mangler at se. Det er en stor hvid vaskebjørn tror jeg. Den er så speciel at der er lavet en facebook-gruppe for dem der har set den.

Alpha Kappa Psi pledging

Så skete det alligevel! Nu har jeg prøvet at være med i en fraternity. Efter to interview (gruppe + individuelt) stod to medlemmer fra Alpha Kappa Psi en dag udenfor min dør med en rose og et brev om at jeg godt måtte komme med i deres Proffesional Coed Business fraternity.

Ahh... Jeg er ikke helt med endnu. Vi var 20 der kom ind her til foråret og vi skal starte med 6 ugers optagelses tid. Det er os på det store gruppe billede. De kalder det at vi 'pledge'r fraternity'en. Det er den vildeste optagelse jeg har været med til. Vi skal arrangere sociale og professionelle og almentuddannende arrangementer, vi skal skrabe fondspenge til klubben, vi skal nå at lære hinanden godt at kende og vi skal lære klubbens historie, alle dens måske 100 administrative personers fulde navne og titler og dens sang og alle den slags ting og være klar til den nationale eksamen den 2. juni.
Da det er en professionel business fraternity er det hele blevet sat i system ved at vi til det første møde fik udleveret en mappe hvor alle pligterne står og hvor der desuden er et pointark som bliver udfyldt med karakterer og underskrifter efterhånden som man udfører opgaverne. En af optagelsesopgaverne går ud på at vi hver uge skal mødes privat og helst enkeltvist med otte af klubbens gamle medlemmer. Selv dette er blevet formaliseret ved at man efter mødet skal have underskrift på at det er foregået.
Til de fleste af klubbens arrangementer skal man være iklædt professionelt business tøj, og det bliver tager meget alvorligt. Man skal i hvert fald ikke tro man kan slippe afsted med at møde op uden jakkesætsjakke, eller med sko der er åbne til tæerne eller med en nederdel der ikke dækker knæende ordenligt. Jeg er efterhåndn blevet ret god til de regler.
Der bliver sat store perfektionsregler til alt hvad vi gør. Jeg må lidt flovt indrømme at jeg nu har prøvet at dumpe en prøve - i den første uge blev vi testet i blandt andet klubbens sang og der lavede jeg en stavefejl. Højst uacceptabelt! ;)

Det var meget sjovt det meste af det, men nu må jeg alligevel indrømme at før jeg nåede at skrive denne blok færdig havde jeg meldt mig ud af klubben igen. Amerikansk fraternity liv er meget sjovt, men det forsøger at overtage ens liv fuldstændigt. Pludselig var der obligatoriske events fem aftener om ugen. Det var til at blive helt stresset over. Og en aften hvor vores pledge klasse (det hold som jeg var begyndt sammen med) ikke var kommet til tiden alle sammen, blev vi beordret til at møde foran lederens hus i business tøj den efterfølgende morgen klokken 6. Vores skemaer var så pressede at vi blev enige om at eftersom ingen af os skulle noget før klokken otte den morgen kunne vi ligeså godt blive sammen og øve den flagceremoni som vi havde fået at vide at vi skulle arrangere. På billedet ser man os igang med dette.
Det var nu ikke fordi det var meningen at det skulle være så stressende. De uger hvor der var fem obligatoriske arrangementer var langt de fleste af dem biografture og middage. Hvis jeg havde haft mere tid havde jeg sikkert fortsat lidt længere.

Kern River Rafting

Jeg er netop lige kommet hjem fra weekendtur med excursionklubben. Vi var i Kern for at river rafte. Det kan rigtig godt anbefales! Jeg havde engangskamera med i stedet for mit digitale, så jeg har ikke billeder derfra endnu. Jeg jeg skal nok lægge dem herpå så snart jeg har fået dem fremkaldt.


Til dem der ikke lige har prøvet det, så går river rafting ud på at man sidder seks mennesker i en stor rubust gummibåd og så sejler ned ad en flod med masser af strøm og store sten som man skal styre udenom for ikke at kæntre.
Vi var super heldige med vejret. Solen skinnede fra en skyfri himmel og det var super varmt, så selvom flodvandet var ret koldt var der ingen af os der tog vores medbragte våddragter på. vi sad bare i korte shorts, toppe og PFD. PFD står for for Personal Floating Device. Det er det politisk korrekte ord for en redningsvest. Vi lærte til sejling at det ikke længere hedder en 'life jacket', da man teknisk set godt kan dø selvom man har den på!

Fredag mødtes vi kl 15 ved Excursionklubbens hus og fordelte os i to biler for at drage afsted mod Kern. Herovre bruger man 'MapQuest' i stedet for rejseplanen. Selvom jeg godt har hørt om sjove rejseforeslag fra rejseplanen så tror jeg alligevel at MapQuest er mere ustabil. Amerikanerne brokkede sig i hvert fald allerede lidt over det før vi tog afsted, og på trods af megen snak omkring ruten fra forsædet endte vi alligevel nogle gange lidt udenfor ruten. I USA er alting virkelig stort. Hvis man tager en forkert afkørsel kan der godt gå rigtig lang tid før man kommer til en by og kan se at man er på vej den gale vej. Den værste af den slags fejl tror jeg at vi havde lavet da det pludselig lød fra forsædet at vi var kørt 60 miles (96 km!) i den gale retning og måtte vende om.

Da vi kom frem til Kern var det helt mørkt og vi kunne ikke rigtig finde campingpladsen. I stedet endte vi med bare at stoppe ved en lokal park. Man måtte ikke slå telte op der, så vi lagde bare vores soveposer og liggeunderlag ud på græsset og sov under den klare stjerne himmel. Da jeg havde misset natten mellem torsdag og fredag for at klare noget skolearbejde der skulle nåes inden weekenden nåede jeg nu ikke at nyde stjernehimlen særlig længe før jeg sov tung.
Næste morgen fik vi afklaret hvem der var rigtige califoniere og hvem der var europæere. Amerikanerne fortalte om hvordan de om natten havde været nervøse for om sprinklere pludselig skulle starte i parken. Os europæere havde glemt alt om sprinklere og bekymrede os mere om eventuelle tasketyve eller farlige dyr vi havde set i Hollywood film. Vi slap heldigvis for alle tre ting.

Lørdag morgen kørte vi op til en bådudlejning. Guiderne fra excursionklubben har et rigtig godt forhold til nogle af Kern-guiderne og på mystisk vis fik vi både lånt bådene gratis og en guide med i hver af vores både. Jeg tror det var rigtig godt at vi havde guider med i bådene, for de var godt nok svære at styre i den stærke strøm. Der var en masse teknik omkring hvordan man skulle sejle ind i de små vandfald for at båden ikke tippede. Guiderne var rigtig dygtige til at styre, men syntes heldigvis også det var sjovt at sejle helt til grænsen for hvad båden kunne klare. På den sidste tur om eftermiddagen havnede Evelina pludselig i floden, og Gus (excursionclubbens leder) faldt også overbord to gange. Jeg havde mit vandtæte engangskamera hængende i PFD'en og forsøgte så godt jeg kunne at tage billeder. Det var svært at få gjort de steder hvor der var action på floden. Nedenunder her er der billeder af Evelina på vej tilbage i båden.



Bådene 'hoppede' hen over sten og bølger og større bølger skyllede ind over dem. Hver gang vi kom til enden af den strækning af floden vi sejlede på var vi sjask våde, men vi tørrede heldigvis hurtigt i den stærke sol.


Vi fik brændt en masse kalorier af på floden, så da vi kom til frokosten var vi rigtig sultne. Om morgenen havde vi lavet os nogle sandwich med alt mulig lækkert i. Det var stor skuffelse da det gik op for os at ingen havde husket at tage kassen med sandwich med. Vi fandt tre store poser chips i bilen og delte dem grådigt.



Da vi kom tilbage bådudlejningen og havde spist vores sandwich smuttede Sidsel og jeg over på en tank for et købe lidt chokolade. På tanken fik vi bekræftet at vi nok ikke befandt os i Californiens rigeste del. I hvert fald havde de klip-klap'er der kostede ca 10 kr. Det var helt perfekt. Nu har jeg et par til når vi tager i jacuzzi i universitetets RecCen (recreation center).

Søndag morgen stod vi op og tog bilerne hjem til Santa Barbara. Vores chauffør var meget stolt over at vi kom frem en time tidligere end beregnet, men det er måske ikke så svært når man kører mellem 130 og 140 km/h... Vi kom heldigvis sikkert hjem. Jeg skriver måske lidt mere når jeg får billederne.

CSO

I går var Sidsel og jeg til grillaften hos Andreas. Han er en af Sidsels kærestes venner og spiller violin her i Santa Barbara. Han bor i et hus med 7 amerikanere og de har en fantastisk terrasse med en fantastisk stor grill. Da klokken var ved at være 2 ville Sidsel og jeg til at køre hjem, men da vi kom ud af det villakvarter hvor Andreas bor og ned til cykelstien der fører tilbage til Isla Vista hvor vi bor opdagede vi at de ikke havde tændt lyset på cykelstien. Det er altså lidt mærkeligt at have lygter stående hele vejen langs cykelstien og så slukke dem om natten synes jeg. Sidsel og jeg overvejede om vi skulle cykle tilbage og hele vejen uden om Santa Barbara lufthavn for at kunne køre hjem ad en oplyst vej. Vi blev dog enige om at vi var trætte og gerne ville hurtigt hjem, så vi besluttede for at prøve cykelstien på trods af at den var helt mørk i et øde område og ca. 4-5 km. Andreas havde været betænktsom og givet os en spøgelseshistorie med i døren, så der gik ikke længe før vi var ret bange på den mørke sti. Da vi havde kørt ca. en tredjedel af vejen kom vi til en træbro vi skulle over. foran broen var der et blåt lys der blinkede. Det var først da vi kom helt tæt på at vi kunne se at det var en mand der stod med sin cykel. Han sagde 'hello girls' til os og så blev vi grebet af panik og ræsede derudaf. Sidsel tabte sin ene sandal, men vi turde ikke vende om for at samle den op. Vi stoppede først da vi var kommet til Goleta Beach som ligger ca. 2 km hjemmefra. Her var der lidt lyst og der kom biler engang imellem, så her turde vi stoppe.

Universitet har en escort service som de kalder CSO. Det er en cykelpatrulje og man kan ringe til dem 24 timer i døgnet hvis man gerne vil følges hjem. Vi mente helt sikkert at det nu var vores tur til at få lidt assistance fra CSO, så vi ringede og hørte om vi kunne blive fulgt hjem. Der er 1 km cykeltur op ad en bakke fra Goleta Beach og til universitetet. Desværre syntes CSO'erne måske at den bakke var lige så uhyggelig som vi syntes. De bad os i hvert fald om at cykle op til universitetet og så ville de møde os der. Da følte vi godt nok at vi havde fået lidt falsk reklame om CSO. Det var jo cykelturen fra Goleta Beach og op til universitetet vi var bange for og ikke cykelturen over oplyste campus. Vi gjorde dog som de sagde og blev så escorteret over campus og hjem. Så har vi prøvet det. Jeg vil nu aldrig igen cykle den vej hjem om aftenen. I det hele taget skulle vi nok havde taget advarsels-klistermærket på vores cykler lidt mere alvorligt. Den lyder:

WARNING: This bicycle is not designed for competition, stunting, jumping, or off-road use. Bicycling can be hazardous. Always wear a safety helmet. Do not ride at night.

Spring Quarter Start

Den 2. april var Spring Break forbi, og så var det tid til at komme i gang med det quarter som bliver mit sidste på UCSB. Det var sjovt at se hvordan campus på en dag pludselig igen var fyldt med mennesker. Selv i weekenderne plejer der at være en del mennesker, i hvert fald omkring biblioteket, så i Spring Break havde der virkelig føltes tomt.

Med alle de obligatoriske ugeopgaver der venter forude startede quarteret med en tur i universitets-boghandlen hvor der skulle købes nye blokke. På UCSB kan man få alt i ægte UCSB-version. Blokkene er så fine at jeg fik samme følelse i maven som når jeg i folkeskolen fik et nyt kladehæfte og lovede mig selv at nu ville jeg skrive rigtig pænt indtil det var fyldt ud. Jeg har lagt to af mine nye bøger med ind på billedet fordi de også er så fine. Det er lidt mere luxuriøs stil end naturfagsbogladens tryk, men desværre også væsentlig dyrere.

Første uge af quarteret adskiller sig en del fra første uge af en blok i Danmark. Herovre er første uge en af de travle uger. Det er meget almindeligt herovre at melde sig til et eller to fag mere end man har tænkt sig at tage og så den første uge shoppe rundt til dem allesammen for at finde ud af hvilke man vil have. Det er en spændende uge, men også ret stressende. Det synes jeg i hvert fald. Jeg er virkelig dårlig til at vælge, så det krævede at der allerede i Spring Break blev læst lidt op på kurserne. Heldigvis lagde forelæserne kapitel 1 kopiark fra bøgerne ud for de fag jeg var i tvivl om, så jeg stod i det mindste ikke i et dilemma om hvilke $100 bøger jeg skulle købe.

Californien er generelt ikke særlig meget indrettet efter cyklisternes behov, men her ved UCSB har de godt fået nogle gode ideer. Hvor ellers finder man måske rundkørsler til cyklister og cykelanhængere på samtlige busser? (jeg sætter et billede af en bus ind når jeg lige har fået taget et.) Det skal lige siges at rundkørsler til cyklister nok også er vigtigere herovre end derhjemme. Nede ved postkasserne mødte jeg en dag en som fortalte mig at han godt havde lagt mærke til mig nede i Isla Vista. Han sagde at jeg var 'hende der laver håndtegn når hun cykler' ;).