Saturday, April 14, 2007

CSO


I går var Sidsel og jeg til grillaften hos Andreas. Han er en af Sidsels kærestes venner og spiller violin her i Santa Barbara. Han bor i et hus med 7 amerikanere og de har en fantastisk terrasse med en fantastisk stor grill. Da klokken var ved at være 2 ville Sidsel og jeg til at køre hjem, men da vi kom ud af det villakvarter hvor Andreas bor og ned til cykelstien der fører tilbage til Isla Vista hvor vi bor opdagede vi at de ikke havde tændt lyset på cykelstien. Det er altså lidt mærkeligt at have lygter stående hele vejen langs cykelstien og så slukke dem om natten synes jeg. Sidsel og jeg overvejede om vi skulle cykle tilbage og hele vejen uden om Santa Barbara lufthavn for at kunne køre hjem ad en oplyst vej. Vi blev dog enige om at vi var trætte og gerne ville hurtigt hjem, så vi besluttede for at prøve cykelstien på trods af at den var helt mørk i et øde område og ca. 4-5 km. Andreas havde været betænktsom og givet os en spøgelseshistorie med i døren, så der gik ikke længe før vi var ret bange på den mørke sti. Da vi havde kørt ca. en tredjedel af vejen kom vi til en træbro vi skulle over. foran broen var der et blåt lys der blinkede. Det var først da vi kom helt tæt på at vi kunne se at det var en mand der stod med sin cykel. Han sagde 'hello girls' til os og så blev vi grebet af panik og ræsede derudaf. Sidsel tabte sin ene sandal, men vi turde ikke vende om for at samle den op. Vi stoppede først da vi var kommet til Goleta Beach som ligger ca. 2 km hjemmefra. Her var der lidt lyst og der kom biler engang imellem, så her turde vi stoppe.

Universitet har en escort service som de kalder CSO. Det er en cykelpatrulje og man kan ringe til dem 24 timer i døgnet hvis man gerne vil følges hjem. Vi mente helt sikkert at det nu var vores tur til at få lidt assistance fra CSO, så vi ringede og hørte om vi kunne blive fulgt hjem. Der er 1 km cykeltur op ad en bakke fra Goleta Beach og til universitetet. Desværre syntes CSO'erne måske at den bakke var lige så uhyggelig som vi syntes. De bad os i hvert fald om at cykle op til universitetet og så ville de møde os der. Da følte vi godt nok at vi havde fået lidt falsk reklame om CSO. Det var jo cykelturen fra Goleta Beach og op til universitetet vi var bange for og ikke cykelturen over oplyste campus. Vi gjorde dog som de sagde og blev så escorteret over campus og hjem. Så har vi prøvet det. Jeg vil nu aldrig igen cykle den vej hjem om aftenen. I det hele taget skulle vi nok havde taget advarsels-klistermærket på vores cykler lidt mere alvorligt. Den lyder:

WARNING: This bicycle is not designed for competition, stunting, jumping, or off-road use. Bicycling can be hazardous. Always wear a safety helmet. Do not ride at night.

No comments: