Surfing Santa Barbara

I formiddags var jeg ude at surfe med excursionklubben. Dette bliver sandsyligvis min sidste surfing-oplevelse, så dermed også sidste chance for at lave en lille dokumentar af den populære sport. I virkeligheden er der måske ikke så meget at fortælle, så det bliver nok mest en billedblog.

Vi mødtes klokken 10 ved excursion-klubbens hus hvor vi lånte våddragter og surfbræt. Herfra gik vi så ned til stranden. Før vi skulle prøve kræfter med de rigtige bølger gav Kelsey nogle hurtige instruktioner på stranden. Kelsey er en af surfingstruktørerne fra excursionsklubbens stab af frivillig arbejdskraft.
Der blev tegnet surfbræt i sandet og vi blev alle beordret til at træne det berømte spring op på brættet som man skal udføre når man fanger en bølge. Dette er et spring som jeg desværre kun har fået trænet inde på stranden.
På det store billede i venstre side herover er Kelsey igang med at demonstrere. På de små billeder nedenunder er det Kristin og mig der gør henholdsvis padle- og spring-kunsten efter. Kristin er en californier der tilhører den meget lille del af Santa Barbaras californiere som ikke har prøvet at surfe før. På holdet i dag var vi allesammen ret uerfarne i surfing. Det var meget rart.



Da vi var blevet lidt varme af at træne spring gik turen ud i de rigtige bølger. Jeg fik fanget en bølge et par gange, men heller ikke i dag fik jeg prøvet at stå op på brættet. Hver gang jeg endelig fangede en bølge blev jeg så begejstret over det og satte mig bare op på brættet for at nyde farten ind over kysten. Det var rigtig meget padlearbejde for kort tids surf. Det fantastiske ved surfsporten er dog at når man trænger til en pause så kan man bare ligge på brættet og nyde udsigten over havet eller stranden, mens man bliver vugget af bølgerne og hyggesnakker lidt med naboen. Når man gør brug af dette trick kan surfing bestemt være en meget afstressende sport.

Våddragterne vi havde lånt af klubben var ret effektive, men da vi havde padlet rundt i to timer var jeg alligevel blevet rigtig godt kold. Jeg blev nødt til at gå tilbage ind til stranden et kvarter før de andre, og på vejen måtte jeg en enkelt gang lige løfte min ene fod op af vandet for at tjekke om tæerne virkelig stadig var der. Maj og juni formiddagen i Santa Barbara er tågede, så solen var endnu ikke kommet ordenligt frem, og det var lidt svært at få varmen igen. Her huskede jeg dog på Mathias' og min morfars strandløbeprogram fra de år Mathias og jeg var i sommerhus med min mormor og morfar. Jeg tror det program lige fik redet mig fra en forkølelse.

På billedet til venstre er det de andre på vej tilbage langs stranden og på det sidste billede er det Esben (en af de andre danskere) og mig tilbage på stranden. Vi var alle sammen godt trætte og våde efter at være blevet kastet rundt af bølgerne.

UCSB's dyreliv

Denneher blog er mest bare ment som en lille billedbog over de dyr vi har på campus. Fuglen ved jeg ikke hvad er for en, så hvis der er nogen der ved det må de endelig fortælle mig det. Den var ca 30 cm høj. Det andet billede er ikke så tydeligt, men det er en kanin/ hare unge.








Der er et dyr jeg ved jeg mangler at se. Det er en stor hvid vaskebjørn tror jeg. Den er så speciel at der er lavet en facebook-gruppe for dem der har set den.

Alpha Kappa Psi pledging

Så skete det alligevel! Nu har jeg prøvet at være med i en fraternity. Efter to interview (gruppe + individuelt) stod to medlemmer fra Alpha Kappa Psi en dag udenfor min dør med en rose og et brev om at jeg godt måtte komme med i deres Proffesional Coed Business fraternity.

Ahh... Jeg er ikke helt med endnu. Vi var 20 der kom ind her til foråret og vi skal starte med 6 ugers optagelses tid. Det er os på det store gruppe billede. De kalder det at vi 'pledge'r fraternity'en. Det er den vildeste optagelse jeg har været med til. Vi skal arrangere sociale og professionelle og almentuddannende arrangementer, vi skal skrabe fondspenge til klubben, vi skal nå at lære hinanden godt at kende og vi skal lære klubbens historie, alle dens måske 100 administrative personers fulde navne og titler og dens sang og alle den slags ting og være klar til den nationale eksamen den 2. juni.
Da det er en professionel business fraternity er det hele blevet sat i system ved at vi til det første møde fik udleveret en mappe hvor alle pligterne står og hvor der desuden er et pointark som bliver udfyldt med karakterer og underskrifter efterhånden som man udfører opgaverne. En af optagelsesopgaverne går ud på at vi hver uge skal mødes privat og helst enkeltvist med otte af klubbens gamle medlemmer. Selv dette er blevet formaliseret ved at man efter mødet skal have underskrift på at det er foregået.
Til de fleste af klubbens arrangementer skal man være iklædt professionelt business tøj, og det bliver tager meget alvorligt. Man skal i hvert fald ikke tro man kan slippe afsted med at møde op uden jakkesætsjakke, eller med sko der er åbne til tæerne eller med en nederdel der ikke dækker knæende ordenligt. Jeg er efterhåndn blevet ret god til de regler.
Der bliver sat store perfektionsregler til alt hvad vi gør. Jeg må lidt flovt indrømme at jeg nu har prøvet at dumpe en prøve - i den første uge blev vi testet i blandt andet klubbens sang og der lavede jeg en stavefejl. Højst uacceptabelt! ;)

Det var meget sjovt det meste af det, men nu må jeg alligevel indrømme at før jeg nåede at skrive denne blok færdig havde jeg meldt mig ud af klubben igen. Amerikansk fraternity liv er meget sjovt, men det forsøger at overtage ens liv fuldstændigt. Pludselig var der obligatoriske events fem aftener om ugen. Det var til at blive helt stresset over. Og en aften hvor vores pledge klasse (det hold som jeg var begyndt sammen med) ikke var kommet til tiden alle sammen, blev vi beordret til at møde foran lederens hus i business tøj den efterfølgende morgen klokken 6. Vores skemaer var så pressede at vi blev enige om at eftersom ingen af os skulle noget før klokken otte den morgen kunne vi ligeså godt blive sammen og øve den flagceremoni som vi havde fået at vide at vi skulle arrangere. På billedet ser man os igang med dette.
Det var nu ikke fordi det var meningen at det skulle være så stressende. De uger hvor der var fem obligatoriske arrangementer var langt de fleste af dem biografture og middage. Hvis jeg havde haft mere tid havde jeg sikkert fortsat lidt længere.