Surfing Santa Barbara

I formiddags var jeg ude at surfe med excursionklubben. Dette bliver sandsyligvis min sidste surfing-oplevelse, så dermed også sidste chance for at lave en lille dokumentar af den populære sport. I virkeligheden er der måske ikke så meget at fortælle, så det bliver nok mest en billedblog.

Vi mødtes klokken 10 ved excursion-klubbens hus hvor vi lånte våddragter og surfbræt. Herfra gik vi så ned til stranden. Før vi skulle prøve kræfter med de rigtige bølger gav Kelsey nogle hurtige instruktioner på stranden. Kelsey er en af surfingstruktørerne fra excursionsklubbens stab af frivillig arbejdskraft.
Der blev tegnet surfbræt i sandet og vi blev alle beordret til at træne det berømte spring op på brættet som man skal udføre når man fanger en bølge. Dette er et spring som jeg desværre kun har fået trænet inde på stranden.
På det store billede i venstre side herover er Kelsey igang med at demonstrere. På de små billeder nedenunder er det Kristin og mig der gør henholdsvis padle- og spring-kunsten efter. Kristin er en californier der tilhører den meget lille del af Santa Barbaras californiere som ikke har prøvet at surfe før. På holdet i dag var vi allesammen ret uerfarne i surfing. Det var meget rart.



Da vi var blevet lidt varme af at træne spring gik turen ud i de rigtige bølger. Jeg fik fanget en bølge et par gange, men heller ikke i dag fik jeg prøvet at stå op på brættet. Hver gang jeg endelig fangede en bølge blev jeg så begejstret over det og satte mig bare op på brættet for at nyde farten ind over kysten. Det var rigtig meget padlearbejde for kort tids surf. Det fantastiske ved surfsporten er dog at når man trænger til en pause så kan man bare ligge på brættet og nyde udsigten over havet eller stranden, mens man bliver vugget af bølgerne og hyggesnakker lidt med naboen. Når man gør brug af dette trick kan surfing bestemt være en meget afstressende sport.

Våddragterne vi havde lånt af klubben var ret effektive, men da vi havde padlet rundt i to timer var jeg alligevel blevet rigtig godt kold. Jeg blev nødt til at gå tilbage ind til stranden et kvarter før de andre, og på vejen måtte jeg en enkelt gang lige løfte min ene fod op af vandet for at tjekke om tæerne virkelig stadig var der. Maj og juni formiddagen i Santa Barbara er tågede, så solen var endnu ikke kommet ordenligt frem, og det var lidt svært at få varmen igen. Her huskede jeg dog på Mathias' og min morfars strandløbeprogram fra de år Mathias og jeg var i sommerhus med min mormor og morfar. Jeg tror det program lige fik redet mig fra en forkølelse.

På billedet til venstre er det de andre på vej tilbage langs stranden og på det sidste billede er det Esben (en af de andre danskere) og mig tilbage på stranden. Vi var alle sammen godt trætte og våde efter at være blevet kastet rundt af bølgerne.